Ny velfærd kræver nye former for ledelse

Bidrag fra
Tom Uldahl Christiansen
Stilling: 
Personale- og organisationschef
Arbejdsplads: 
Ikast-Brande Kommune

Når vi i kommunerne har styr på økonomien, hvor er det så, at ledelsen giver merværdi i forhold til kerneopgaverne? Vi driver det offentlige med fordums tænkning om medarbejdernes og borgernes autoritetstro, og der hersker et nærmest illusorisk tro på følgeskab til den strukturelle magt. Hvis man lægger et organisationsdiagram fra telegraftropperne i forrige århundrede ned over en kommune eller en statslig organisation, så er de forbavsende ens.

Den hierarkiske tænkning, skal afløses af meget mere cirkulære organisationsformer med fokus på at skabe merværdi ved at lade ledere, medarbejdere og brugere/borgere/private virksomheder indgå i reelle rum for samskabelse af velfærdsydelserne. Fremtidens offentlige organisationer bør ledes af ledere med endnu højere grad af relationelle kompetencer og med større mod, evne og vilje til at gå nye veje. Der er megen inspiration at hente i den hollandske organisation Buurtzorg, hvor flere tusinde sygeplejersker arbejder i teams uden formelle ledere. 

Ledernes merværdi skal måles på, om der i organisationen er høj trivsel, effektive og nære borgerforløb samt fokus på nye it-løsninger. Det er en naiv forestilling, hvis man tror, at vi kan og skal styre fremtidens velfærd med gammeldags skruenøgler og øget fokus på kvantitativ output, når udfordringerne kalder på meningsfulde outcomes.