Vi skal lede hinanden stærke

Man kan have et ønske om at ledelsesrummet bliver mindre komplekst, hvilket uden tvivl vil gøre det lettere at udøve bedre ledelse. Vi skal selvfølgelig altid forsøge at forbedre vilkårene, hvor det er muligt. Men vi må også acceptere, at vores samfund er yderst komplekst og kun i stigende grad indebærer komplekse dilemmaer og paradokser, der skal håndteres. Når jeg siger, at det er et vilkår, er det fordi vi bør imødegå kompleksiteten, fremfor at tro at vi kan bekæmpe den: Det er ikke en brændende platform at samfundet er komplekst. Det er en brændende platform hvis vi tror, at vi kan undgå det. Spørgsmålet om den enkelte leders individuelle kompetencer bliver derfor måske ikke nær så interessant, som hvordan vi sikrer, at vi i vores ledelse, med hver vores kompetencer og fagligheder, komplementerer hinanden på tværs. Det giver sig selv; én leder kan ikke lede eller rumme hele kompleksiteten alene.

Det interessante når vi kigger på offentlig ledelse bør derfor være, hvordan vi løfter den opgave i fællesskab - hvad skal der til for, at vi styrker hinandens ledelsesrum, så vi hver især får de bedste forudsætninger, for at løse vores kerneopgaver? Hvordan støtter vi bedst hinanden i vores ledelsesroller? Hvordan samskaber vi om at finde de gode løsninger på de svære problemstillinger? Lad os få talt hinanden op; hvad er de kommunale lederes særlige kompetencer, de statslige lederes, vores private samarbejdspartneres, NGOernes og de mange frivillige lederes. Og lad os erkende, at vi umuligt kan løse opgaven alene, men har brug for hinanden. En gennemgående ledelseskompetence kunne derfor meget vel være, at vi skal kunne lede på tværs, lede hinanden op og lede hinanden stærke!